Lørdag. d 15. januar 2005
Tirsdag morgen ringede min far ud på mit arbejde, for at fortælle at den dag vi længe havde vente var indtruffet nu var indtruffet og vores elskede mor, farmor/mormor og Oldemor nu var gået borte. da jeg havde været optaget af en anden samtale havde han lagt en besked, så jeg ringede med det samme. Far var fattet da han fortalte det, og jeg havde det selv fint, da farmor jo selv havde ønsket at få lov til at sove ind.
I løbet af dagen tænkte jeg ikke så meget over, hvad der var sket. Jeg havde nok andet jeg skulle nå. Samtidig havde jeg
bestemt mig til ikke at fortælle Rikke det før jeg kom hjem. Måske fordi jeg så ikke skulle forholde mig til det, men også fordi
farmor betød for meget for mig, til at jeg ønskede at snakke om det om over en telefon. Da jeg kom hjem havde far lige haft
ringet hjem, så Rikke havde lige hørt det.
Hjemme havde jeg endelig mulighed for at tænke over hvor meget farmor havde betydet for mig, og det bragte da også tårer frem. Tårer der både var af glæde og af sorg. Glæde fordi farmor havde fået lov til at komme videre og nu endelig kunne blive genforenet med farfar. Sorg, fordi jeg havde mistet en person, der stod mig meget nær. En person, der har betydet meget for mig og for familiens sammenhold.
Farmor var også den person, der rigtig fik Rikke til at følge sig velkommen i familien. Hendes fantastiske menneskekendskab, har holdt sammen
på familien både i sommerhuset og til den årlige adventsfest. Jeg husker da vi første gang var ude ved farmor med Victoria. Victoria var ikke en
uge gammel, men vi havde besluttet at udnytte min og Rikkes barselsoverlov til at komme rundt med Victoria. Farmor ville gerne have lov til at holde
Victoria, og selv om hendes arm ikke længere var så stærke, som de havde været kunne man se på hende, at Victoria skabte glæde. Da vi fortalte hende, hvad
Victoria skulle hedde, grinede hun og spurgte om det hun skulle opkaldes efter en princesse. Det grinede vi lidt af og Rikke fortalte, at vi også
havde fundet et kongenavn hvis det havde været en dreng.
I dag skulle vi så til hendes begravelse, og det var en stor glæde og se hvor mange mennesker, der var mødt op for at vise den sidste
respekt. Farmor har betydet meget for mig, og jeg kunne se at hun også havde betydet meget for mange af de andre. Især selvfølgelig for hendes
børn, men også for os børnebørn. Flere havde røde øjne, der viste hvor meget farmor havde betydet. Selv havde jeg allieret mig med en
pakke lommetøjklæder, som jeg fik pænt brug for, da præsten holdt en god og meget sigende tale om farmor. Det var en tale, der kom ind på
essensen i farmors væsen. Hendes evne til at skabe liv og glæde omkring sig. Jeg er derfor sikker på det var en tale i farmor ånd.
Jeg ved ikke om farmor selv havde valgt hvilket sange, der skulle synges, men de var velvalgte og livsbekræftigende, så de kunne ikke have været mere velvalgte. Evnen til at sprede liv og glæde var en fantastisk egenskab hos farmor. En egenskab, som end ikke denne dag kunne tage fra hende. Efter bisættelsen fortsatte vi til Søgaarden hvor vi havde mulighed for at snakke, mens vi fik noget godt at spise. Far holdt en god tale, selv om han til sidste måtte give lidt efter for følelserne. Gerda holdt også en god tale, der igen kom ind på essensen i farmors væsen.
Selv ved en dag som denne formodede farmor at skabe grin og glæde. Lidt grotesk måske, men helt i hende ånd. Hvis farmor ikke havde haft den evne til at skabe glæde omkring sig, som hun havde, så havde begravelsen måske været sørgelig og trist. Sådan var hun ikke, og det gjorde dagen til en glædens i sorgens dag.